Tre behandling - hvad er det?
TRE behandling står for Tension and Trauma Releasing Exercises. På dansk spændings- og traumeforløsende øvelser
TRE består af 7 simple øvelser, som aktiverer kroppens naturlige rysterefleks. Det kan føles som en sitren, rysten, bølge af energi eller som dybe stræk igennem kroppen.
Rystelserne frigiver kroniske muskelspændinger og løsner bindevævet og skaber en bedre balance i krop og sind.
TRE er oprindelig udviklet af den amerikanske kropsterapeut og ph.d. David Berceli. Gennem sit arbejde i krigshærgede områder, opdagede han et fælles reaktionsmønster på chok og traumer.
Han udviklede TRE metoden til behandling af befolkningens krigstraumer. Visionen bag TRE er "selv til selvhjælp" - at gøre befolkningen i stand til selv at kunne forløse deres traumer, som sidder i kroppen.
Sidenhen har metoden spredt sig til hele verden og anvendes indenfor mange områder. Bl.a. blev TRE brugt til at hjælp brandmænd til at overkomme deres chok efter 9/11.
Hvordan foregår en TRE behandling?
Inden opstart sender jeg dig et helbredsskema, som du skal udfylde inden første session.
Ved den første session vil jeg spørge lidt ind til din baggrund og hvorfor du har opsøgt en TRE-provider. Derefter får du en kort mundtlig introduktion til TRE terapi, hvor jeg fortæller om de grundlæggende principper bag metoden.
Derefter laver vi TRE :)
De første 6 øvelser foregår stående på gulvet, hvor vi laver en udtrætning af musklerne fra anklen og op til den nederste del af ryggen. Øvelserne har fokus på at grounde dig og aktivere din krop.
Den sidste øvelse foregår liggende på gulvet på en komfortabel yogamåtte. Vi sætter nu gang i rystelserne og følger dem gennem kroppen. Du kan til enhver tid stoppe rystelserne, hvis du har brug for en pause eller føler dig overvældet.
Som din TRE-provider er jeg nærværende til stede sammen med dig. Det er vigtigt for mig, at du føler dig tryg hele vejen gennem TRE processen.
Jeg guider dig gennem øvelserne og ind i kontakten med din krop. En kontakt som for mange mennesker i vores fortravlede og præstationsorienterede samfund, kan være uvant – men også fantastisk at genfinde :)
Vi slutter af med en afspænding, hvor du ligger og mærker kroppen i 5-10 min. Derefter snakker vi om oplevelsen og runder af sammen.
Har du ubearbejdede traumer med i bagagen, anbefaler jeg ofte at kombinere TRE med samtaleterapi i et lidt længere forløb.
HVad kan en TRE behandling bruges til?
TRE terapi kan bruges til at forløse stress, spændinger og traumer, som sidder i kroppen.
Mange mennesker oplever ved regelmæssig brug af TRE at de:
- Slapper mere af og spænder mindre op
- Får mere energi og overskud
- Har mindre tendens til tankemylder
- Bliver mere rolige indeni
- Sover bedre
- Bedre kan rumme deres egne følelser
- Bedre kan rumme andre mennesker
Der er forskningsmæssig dokumentation for at en TRE terapi har en effekt ift. behandling af:
- PTSD
- Angst
- Lindring af sklerosesymptomer
- Lindring af gigtsymptomer
Det særlige ved TRE metoden er, at den er rent kropslig. Dvs. at du undgår at skulle tale om - og forholde dig til årsagen bag de kropslige symptomer.
Ved regelmæssig praksis, lærer du at regulere dine egne følelsesmæssige tilstande og skabe ro og tryghed i dit nervesystem.
NB: Hvis du er gravid, har hjerte- kredsløbssygdom, forhøjet blodtryk eller er ny opereret, anbefales du ikke at praktisere TRE.
HVAD ER DE TYPISKE TEGN PÅ STRESS OG TRAUMER I KROPPEN?
Typiske tegn på stress og traumer i kroppen kan være:
- Smerter (f.eks. i ryg, nakke, skuldre)
- Spændinger og anspændthed i kroppen
- Følelse af ængstelighed og indre uro
- Vagtsomhed
- Tankemylder
- Træthed og manglende overskud
- Følelse af at gå ved siden af sig selv
- Dårlig søvn
- Problemer med fordøjelsen
Hvordan ser et TRE terapi introforløb ud?
Introforløb
Jeg anbefaler altid at du starter med et introforløb på 3 eller 5 gange.
Hvis du vælger at købe et introforløb med 5 gange, går vi i dybden med kroppen. Vi har fokus på, om der er steder i kroppen, hvor du blokerer og hvor rystelserne ikke kommer hen. Ved hjælp af blide interventioner, hjælper vi rystelserne på vej.
Jeg vil desuden fortælle mere om teorien bag TRE ift. hvordan vi skaber ro i nervesystemet og lærer at rumme alle vores følelser.
Efter at have deltaget i 3-5 TRE sessioner, vil du kunne gennemføre TRE på egen hånd.
Har du ubearbejdede traumer med i bagagen, anbefaler jeg ofte at TRE kombineres med samtaleterapi i et lidt længere forløb.
session 1
Den 1. session får du lidt intro om TRE og du prøver øvelserne og oplever at din krop kan ryste. Mange bliver overraskede over, hvad deres krop kan og fyldes med taknemlighed.
Enkelte oplever at det er lidt overvældende, at skulle slippe kontrollen med hovedet. Her minder jeg dem om, at de til enhver tid kan stoppe rystelserne og skaber et trygt rum. Første session varer 1½ time. Øvrige sessioner 60 min.
Session 2 & 3
Session 2 gennemgår vi øvelserne sammen og du ryster igen. Hvis du er klar, kan du nu prøve at lave øvelserne derhjemme.
Session 3 laver vi igen øvelserne sammen med fokus på at du kan lave øvelserne korrekt derhjemme. Du får en individuel TRE-guide med hjem, med detaljeret beskrivelse af øvelserne.
HVad er min baggrund for at arbejde som TRE-provider?
For at kunne arbejde med TRE terapi og kalde sig TRE-provider, skal man certificeres. Certificeringen er et kvalitetsstempel, som man opnår gennem et 1-årigt uddannelsesforløb.
Det giver adgang til at undervise klienter og grupper i metoden. Kravene til TRE-providere er de samme verden over.
Jeg har taget min TRE uddannelse hos TRE Academy i Odense. På uddannelsen har jeg fået et teoretisk grundlag og har lært at guide klienten/klienterne sikkert og trygt gennem processen.
Jeg har fået individuel supervision og har fået en masse erfaring med TRE på egen krop - både gennem TRE sessioner hos erfarne TRE-providere og gennem min egen praksis derhjemme.
Inden jeg startede på TRE uddannelsen, havde jeg i 1/2 år haft TRE sessioner hos en erfaren TRE-provider og psykoterapeut.
Jeg opsøgte hende, fordi jeg havde fået konstateret gigt og havde kroniske smerter og ledte efter en vej til lindring. Desuden ønskede jeg at arbejde med min egen historie på et dybere kropsligt plan.
Jeg har genfundet nærheden og glæden ved kroppen og er dybt taknemlig for den evne til selvregulering, som TRE har givet mig. Det betyder at jeg er i god kontakt med både mig selv og mine omgivelser.
skAL JEG VÆLGE INDIVIDUELLE tRE SESSIONER ELLER ET tre KURSUS?
Det er meget individuelt, hvad der fungerer bedst for den enkelte, at tage TRE terapi som private sessioner eller at deltage på en TRE workshop.
Det er vigtigt at du mærker efter, hvad der er bedst for dig. Nøglen til at få mest muligt gavn af TRE terapi er, at du mærker en grundlæggende tryghed, når du laver øvelserne.
Ved at tage individuelle TRE behandlinger, lærer du TRE øvelserne at kende i et lille trygt rum, Du skal ikke skal forholde dig til de andre deltagere og du har min fulde opmærksomhed på dig. Det er især gavnligt, når du ved at du har ubearbejdede traumer med i din rygsæk
Ved at deltage på en workshop, får du mulighed for at lære lidt mere teori og bliver del af et fællesskab omkring TRE. Mange oplever, at der skabes et særligt rum, hvor der er plads til hver enkelt og dennes unikke oplevelser. Samtidig opleves det som noget særligt, at kunne dele sin egen erfaring med andre.